217.000 HK-medlemmer får nyt fordelsprogram
HK tilslutter sig nu FH’s fordelsprogram, PlusKort, og deres 217.000 medlemmer kan se frem til store besparelser hos mere end 200 samarbejdspartnere. De mange nye medlemmer vil også gøre en forskel for de eksisterende PlusKort-holdere, fortæller adm. direktør, Henrik Feldborg.
Danmarks største fagforening for funktionærer, HK, og PlusKort har nemlig indgået et vigtigt samarbejde. Det betyder, at de mange medlemmer nu kan se frem til at få gratis adgang til det mobile medlemskort, som giver rabatter hos mere end 200 samarbejdspartnere. De kan glæde sig til at spare penge på beklædning, vedligeholdelse af bilen, rejser og oplevelser og meget mere.
”Det er ingen hemmelighed, at vi står stærkere, når vi er mange, der står sammen. Sådan er det med fagforeningerne, og sådan er det også med PlusKort. Derfor er det en stor glæde for os at kunne byde HK’s medlemmer velkommen til nye fordele og besparelser,” siger Henrik Feldborg, administrerende direktør, PlusKort.
Jo flere, des bedre fordele
PlusKort-holdere kan få rabat i mere end 1.300 fysiske butikker og 100 webshops, og beregninger viser, at en familie på fire personer kan spare omkring 4.000 kr. årligt ved at gøre brug af PlusKort. En besparelse der kan mærkes hos en stor del af befolkningen.
Fordelsprogrammets medlemsskare vokser stødt, og i løbet af 2022 har PlusKort foruden HK budt blandt andre Radiograf Rådet og SAFU velkommen. Det glæder PlusKorts administrerende direktør, at flere vælger tilbuddet til, for det voksende fællesskab har stor betydning for fordelsprogrammet i fremtiden.
”Når vi bliver flere, vil det unægteligt også have en positiv indflydelse for vores eksisterende medlemmer. Det stiller os bedre, når vi skal finde nye samarbejdspartnere og forhandle favorable rabatter i fremtiden,” slutter Henrik Feldborg.